21-11-2023
Er du vores nye kollega?
Vi søger en rusmiddelbehandler til behandling af unge i alderen 13-29 år. Stillingen er placeret i Ungerådgivningen, som er en del af Skanderborg Rusmiddelcenter.
Vil du være med til at gøre en forskel for unge med behandlingskrævende brug af rusmidler? Motiveres du af høj faglighed i store og små fællesskaber? Og kan du lide udvikling og en afvekslende hverdag, så er du måske vores nye kollega.
Vi søger en engageret og fagligt kompetent kollega med erfaring fra rusmiddelbehandling til Ungerådgivningen i Skanderborg Rusmiddelcenter. Stillingen er midlertidig for perioden 1. marts 2024 – 31. august 2025, 37 t/u.
Ungerådgivningens målgruppe er unge i alderen 13-29 år, der har udviklet et behandlingskrævende brug af rusmidler. Du vil komme til at indgå i et mindre team bestående af tre medarbejdere, der varetager hele indsatsen omkring de unge i rusmiddelbehandling fra rådgivning til visitation og behandling, samt rådgivningsfunktionen i forhold til pårørende og samarbejdspartnere omkring de unge.
Ungerådgivningen arbejder med Motivational Interviewing og kognitiv adfærdsterapi som det grundlæggende fundament i behandlingen. Behandlingen sætter afhængigheden i centrum med et helhedsorienteret perspektiv og med inddragelse af den unges relationer og relevante samarbejdspartnere.
Ungerådgivningen har siden d. 1. januar 2021 arbejdet med behandlingsmetoden MOVE til de unge, der kan profitere heraf. Behandlingsindsatsen tager desuden udgangspunkt i ”De nationale retningslinjer for den sociale stofmisbrugsbehandling” samt ”De nationale kliniske retningsretningslinjer for behandling af alkoholafhængighed”.
Vi lægger i det behandlingsmæssige arbejde vægt på at
- holde fokus på afhængigheden og de barrierer, der forhindrer den unge i at lykkes med en ønsket forandring
- sætte den unge og dennes relationer i centrum
- sikre en helhedsorienteret indsats omkring den unge
- forstå og rumme kompleksiteten for og omkring de unge
- behandlingen baseres på dokumenterede metoder som Motivational Interviewing og kognitiv adfærdsterapi
Vi søger en person, der
- har arbejdet med rusmiddelbehandling efter metoderne kognitiv adfærdsterapi og Motivational Interviewing
- gerne har erfaring med MOVE
- har en socialfaglig eller sundhedsfaglig grunduddannelse
- har erfaring med at arbejde med unge med sociale, psykiske og komplekse problemstillinger
- befinder sig godt med at arbejde metodestringent, og formår at omsætte metoder til meningsfuld behandling
- har gode skriftlige og dokumentationsmæssige færdigheder
- er i stand til at planlægge sine opgaver med en høj grad af selvstændighed
- gerne har erfaring med andre relevante områder, f.eks. autisme eller anden kognitiv funktionsnedsættelse
Vi tilbyder
- fagligt dygtige og engagerede kolleger
- ekstern supervision
- en afvekslende hverdag
- en ambitiøs arbejdsplads med et kontinuerligt fokus på udvikling.
- introduktion og oplæring
Mere om stillingen og Skanderborg Rusmiddelcenter
Stillingen er organisatorisk forankret i Skanderborg Rusmiddelcenter, der er Skanderborg kommunes tilbud til borgere fra 13 år, som ønsker at ændre deres forbrug af rusmidler. Du vil få fysisk arbejdsplads på Skanderborg Rusmiddelcenter, Ole Lund Kirkegaards Stræde 2F, 8660 Skanderborg.
Yderligere oplysninger kan fås hos afdelingsleder Charlotte Korsgaard Nielsen, telefon 40 24 28 59.
Ansøgningsfrist og tiltrædelse
Stillingen er på 37 pr. uge med tiltrædelse pr. 1. marts 2024.
Løn aftales efter gældende overenskomst. Ansøgningsfrist er den 5. januar 2024.
Ansøgning skal fremsendes elektronisk via dette link: Søg stillingen i Skanderborg Rusmiddelcenter
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 18. januar samt den 23. januar for de ansøgere, der går videre efter første samtale. Invitation til første samtale fremsendes via mail den 12. januar 2024.
Der indhentes børne- og straffeattest i forbindelse med tiltrædelse af stillingen. Stillingen er til enhver tid betinget af en tilfredsstillende straffeattest og en anmærkningsfri børneattest.
Skanderborg Rusmiddelcenter er en del af Skanderborg Kommune:
I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.
Tilbage til forsiden