Torben søgte hjælp i Skanderborg Rusmiddelcenter: ”Det er fantastisk, at det er tilgængeligt for alle.”

52-årige Torben Dahl Matzen drak i mange år i smug. Men da han indså, at det var på tide at søge hjælp, stod vi klar til at hjælpe, og han kom til med det samme.

En torsdag i december 2020 tog Torben et valg, der skulle vise sig at få stor betydning for hans fremtid. Tidligere på året havde han sagt sit job gennem 20 år op, fordi han ikke længere kunne håndtere presset. Så Torben gik alene hjemme i familiens parcelhus og blev mere og mere uoplagt, mens alkoholforbruget tog til.

- Jeg drak mere end Sundhedsstyrelsen anbefalede, og jeg drak væsentligt mere end det, men jeg kan ikke sætte tal på. Fordi der er ikke nogen, der vil tro mig, hvis jeg satte antal på, siger han.

Og netop den torsdag i december stod Torben med fornemmelsen af, at han ikke længere kunne styre sit alkoholforbrug, men at alkoholen styrede ham. Så der var ikke langt fra tanke til handling, da han i næste øjeblik ringede til Skanderborg Rusmiddelcenter. Opkaldet blev taget af Anna, der er rusmiddelbehandler.

- Jeg fortalte hende, at jeg ikke kunne mere, at jeg ikke kunne holde ud, at jeg skulle drikke alt det, jeg gjorde. At jeg knap nok kunne holde mit liv ud efterhånden, fordi alkoholen havde overtaget mit liv, og at jeg havde brug for hjælp, fortæller Torben.

I den anden ende af røret kunne Anna høre, at hun var nødt til at reagere på Torbens håndsrækning med det samme. Hun tilbød ham derfor at komme ind til en samtale allerede samme eftermiddag. Og ifølge Torben var det afgørende, at det hele gik så hurtigt.

- Havde hun sagt til mig, at jeg kunne få en tid om tre uger, eller at vi kunne ses på mandag, så var jeg blevet væk. Men hun greb mig den torsdag eftermiddag. Jeg er evigt taknemmelig.

Alkoholforbruget gik under radaren

Selvom Torben længe have drukket væsentligt mere end det anbefalede antal genstande, oplevede han ikke umiddelbart, at det forhindrede ham i at få hverdagen til at hænge sammen.

- Jeg følte, at jeg havde styr på det. Jeg kunne stå op om morgenen og tage på arbejde 8-12 timer, hvis det var det, det krævede. Det kunne jeg sagtens, siger Torben.

Set i bakspejlet fra hvor han er i dag, kan han dog godt se en del både fysiske og mentale konsekvenser, som hans alkoholforbrug havde på ham dengang.

- Jeg sov ikke ordentligt, min mave var ikke i orden, jeg havde udslæt overalt og rød næse, alt det, der er synligt. Jeg kunne heller ikke koncentrere mig om noget, der var mange ting, jeg glemte. Og så blev jeg introvert og uoplagt, fordi jeg havde det bedst med alkohol i mit eget selskab, forklarer han.

For Torben var alkohol ikke en social ting, og med undtagelse af nogle samtaler med hans hustru gik hans store forbrug derfor under radaren i omgangskredsen.

- Jeg lukkede mig inde i mig selv. Jeg var enormt kontrolleret omkring det og har været relativt omgængelig til trods for mit forbrug. Og det er jo enormt farligt, for så er der ikke nogen, der peger én ud, fortæller han.

Når hans hustru bad ham søge hjælp, fejede han det af vejen og sagde, han havde styr på det. Men det var først, da han måtte sige sit job op, at han indså, at han var nødt til at søge hjælp. Og her var Torben kommet så langt ud, at han på grund af alkoholproblemet ikke tænkte på andre end sig selv, selv hans familie kom i anden række.

- Jeg gjorde det kun for min egen skyld, jeg gjorde det ikke for min families skyld, for dem havde jeg slet ikke for øje på det tidspunkt på grund af alkoholen. Jeg skulle bare ud af det her, for jeg kunne snart ikke stå op om morgenen mere, og jeg kunne ikke blive ved med at gemme alle de flasker, fortæller han.

Plads til at være sårbar i behandlingsforløbet

I den første samtale med Anna blev Torben spurgt, hvad han gerne ville have ud af forløbet. Han svarede først, at han gerne ville kunne kontrollere sit alkoholforbrug, men fandt hurtigt ud af, at han ikke kunne komme ud af det, medmindre han skar alkoholen helt ud af sit liv. Og derfra gik det stærkt.

- Jeg har ikke kigget mig tilbage siden den torsdag. Jeg kom på antabus i januar og hoppede ud af det allerede i påsken – og havde egentlig et ønske om at gøre det før, for jeg følte, at jeg var i kontrol sammen med min rusmiddelbehandler Anna, fortæller han.

Og netop kemien med Anna var vigtig for, at Torben kunne lykkedes med at nå i mål.

- Jeg er meget introvert og lukker ikke ret mange mennesker ind i mit liv, så der er ingen tvivl om, at den kemi, jeg ret hurtigt havde med min behandler, var det, der gjorde, at hun fik lov at blive lukket ind, siger han.

Netop muligheden for at vise sårbarhed blev en afgørende læring for Torben, der fandt ud af, at han godt kunne være sårbar uden at miste sig selv.

- Det vigtigste, jeg har lært, er at række ud efter hjælpen og så tage imod den. Det havde jeg i øvrigt aldrig troet, jeg ville. Jeg var leder for mange mennesker, men jeg har aldrig været sårbar – og det er jeg nu. Jeg har lært, at det ikke ændrer noget ved ens personlighed eller den måde, man er som menneske, understreger han.

Aldrig for sent at række ud efter hjælp

Skanderborg Rusmiddelcenter blev redningen for Torben, og han opfordrer derfor andre til også at søge hjælp hos de offentlige behandlingstilbud, hvis de drikker for meget eller oplever negative konsekvenser af alkohol.

- Jeg synes, det er fantastisk, at det er tilgængeligt for gud og hver mand, og man skal bare gribe det. Jeg synes, der er for lidt fokus på den indsats, som de gør for at hjælpe folk – og det er ikke kun med alkohol. Når man har ondt i sjælen, som jeg havde, så hjælper de også på andre måder. Og jeg synes, det er enormt vigtigt, at det er gratis, at alle folk kan komme til det, og at det er både personligt og upersonligt – du bestemmer selv, siger han.

Torben har ikke rørt alkohol i 2 ½ år nu og har i denne periode også fået et nyt job, hvor han trives. Han vil gerne bruge sin egen historie til at vise, at alkoholproblemer kan ramme alle, men at alle også har mulighed for at få hjælp til at komme ud af det igen.

- Jeg vil godt fortælle min historie, hvis det kan få nogen til at sige; ’Jeg er jo også bare helt almindelig’ og ’gud, skal der kun et telefonopkald til, for at jeg kan komme ud af det her helvede’, som alkohol er, når du sidder fast i det. Jeg ville ønske, jeg havde gjort det noget før, men det er aldrig for sent at række ud efter hjælp, understreger han.

Hvad er alkoholbehandling, og hvordan foregår det?

Læs mere om det her

- Havde hun sagt til mig, at jeg kunne få en tid om tre uger, eller at vi kunne ses på mandag, så var jeg blevet væk. Men hun greb mig den torsdag eftermiddag. Jeg er evigt taknemmelig.

— Torben

Artiklen om Torben Dahl er udarbejdet i samarbejde med Alkohol & Samfund. Alkohol & Samfund driver bl.a. Alkolinjen, der tilbyder gratis rådgivning. 

Mød Torben og Anna i dette indslag i TV2 Østjylland, som satte fokus på hans behandling i Skanderborg Rusmiddelcenter.

Torben valgte at stå frem om sit alkoholproblem og sin behandling, fordi han gerne vil være med til at bryde tabu:

- Vi bliver nødt til at tale om det, for det er et problem og et tabu. Jeg vil gerne stå frem og italesætte, at der er for mange, der drikker alt for meget alkohol i dagligdagen. Gør man det, så er det faktisk muligt at få hurtig hjælp og komme videre med sit liv, som jeg har gjort. 

Se med her: Når alkohol tager styringen/TV2 Østjylland

Overvejer du at ændre dine alkoholvaner?

Ring til os på 87 94 75 80 – og få en uforpligtende samtale