03-10-2021
Flere end du tror - alkoholproblemer rammer alle
Nedbryd tabuer om alkoholproblemer og -behandling og få flere danskere til at tage skridtet og søge hjælp. Det er målet for årets alkoholkampagne, som starter i morgen.
140.000 danskere er afhængige af alkohol, men kun 17.000 er i behandling hvert år.
Samtidig drikker knap 600.000 danskere – 1 ud af 5 – mere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger, hvilket betyder, at de har en øget risiko for at blive afhængige.
Derfor skal årets alkoholkampagne i uge 40 være med til at nedbryde tabuer om alkoholproblemer med budskabet ”Flere end du tror – alkoholproblemer rammer alle”. Det er også målet at få flere mennesker til at tage skridtet og søge hjælp.
Den landsdækkende alkoholkampagne er planlagt af Alkohol & Samfund sammen med TrygFonden.
Også TV2 deltager i kampagnen. Både Go´morgen Danmark og Go´aften Live vil hver dag have indslag med danskere, der er berørt af alkoholproblemer.
Hvor mange har problemer med alkohol i Skanderborg?
Ifølge Sundhedsprofilen 2017 for Skanderborg Kommune drikker 2100 borgere i Skanderborg over højrisikogrænsen, dvs. de drikker mere end 14 genstande om ugen for kvinder og 21 genstande for mænd.
34% af dem - dvs. 700 borgere i Skanderborg - har et ønske om at nedsætte deres forbrug.
I Skanderborg vokser cirka 1800 børn og unge op i familier med alkoholproblemer eller problemer med stoffer.

Tilbage til forsiden