Pårørende kan have brug for råd og støtte

"Jeg har lært, at kontrol ikke er et redskab. Det er kommunikation derimod". Det fortæller en af deltagerne i en pårørendegruppe i Skanderborg Rusmiddelcenter, som er et tilbud, mange har gavn af. 

Når rusmidlerne fylder 

Det kan være hårdt og frustrerende at være pårørende til én, der drikker for meget eller tager stoffer. Mange pårørende oplever fx, at al deres opmærksomhed rettes mod misbruget, og at de kommer til at overhøre eller glemme egne behov. 

Det kan derfor være godt at få hjælp og rådgivning af en professionel, der ved, hvad der kan være på spil, og hvad der kan være brug for.

Mange pårørende har gavn af at deltage i vores pårørendegruppe, der ledes af en erfaren behandler. At møde andre, der er i samme situation, kan give pårørende fornyet energi samt inspiration og konkrete råd til, hvordan de kan tackle hverdagen. 

 Læs mere om vores pårørendegruppe og andre tilbud til pårørende i Skanderborg Rusmiddelcenter
 

Udsagn fra pårørende

Vi har samlet en række udsagn fra pårørende, da de sluttede i den seneste pårørendegruppe i Skanderborg Rusmiddelcenter:

Gruppen har gjort, at jeg stadig er i mit forhold. Jeg har lært, at verden ikke er sort-hvid, og at kontrol ikke er et redskab. Det er kommunikation derimod. 
Kæreste, 40 år

Jeg føler mig rustet til at være pårørende, og hvad jeg skal gøre for mig og min søn, og hvordan jeg kan hjælpe min mand med at hjælpe sig selv. Virkelig rørende og vigtigt for mig at høre andres historier - føler mig ikke alene eller forkert.
Kæreste til mand med alkoholproblem, 29 år

Jeg har fundet den røde tråd i min adfærd igennem hele mit liv. Nu mangler jeg bare modet til at føre forandringerne ud i livet. Det at være sammen med andre i samme situation giver én et spark i røven til at se, hvordan livet kunne blive!
Gift med alkoholafhængig i 15 år

For mig har det været så godt at møde andre med de samme problemer. Andre, der forstår, hvad det vil sige at have en pårørende med et misbrug tæt inde på livet. Det har hjulpet mig til en helt anden forståelse for, hvad et misbrug kan gøre ved os pårørende. Det har hjulpet mig videre. Er meget taknemmelig.
Fraskilt kvinde

Jeg var i tvivl, om jeg skulle starte i gruppen, for det havde jeg ikke brug for og jeg havde læst op på misbrug og pårørende. Men jeg tog fejl! Jeg vidste intet om at være pårørende og medmisbruger, og det har forløbet virkelig hjulpet mig med. Er blevet skubbet til hårdt men virkelig godt og afgørende.

Jeg håbede på, at forløbet ville give mig redskaber til at hjælpe min pårørende, men fandt at kurset mest handlede om mig og mine følelser. Det skuffede mig umiddelbart, men samtidig har jeg oplevet en udvikling af mig selv, som i sidste ende nok bliver det redskab, jeg får størst brug for - for at hjælpe.
Anonymt familiemedlem til person med misbrug

Jeg er mor. Min søn er misbruger af hash. Da jeg opdagede det, var det et stort chok for mig. Jeg kontaktede rusmiddelcentret og fik straks tilbudt en personlig samtale. Det var meget skamfuldt for mig at skulle fortælle det til en fremmed person. Jeg fik tilbudt at deltage i et pårørendeforløb, og det har været en stor lettelse for mig at blive oplyst om, hvad et misbrug betyder for misbrugeren og for mig som pårørende. Jeg har lært en masse om mig selv og de mønstre, jeg har haft. Det er betryggende at være sammen med ligesindede her i gruppen. Vi er helt almindelige mennesker.
Mor til søn med et misbrug af hash

Jeg er far til en søn, som har taget coke. Det har hjulpet mig meget at gå her og høre om de andre, der har de samme eller andre problemer med en pårørende med misbrug. Min kæreste og min store søn har været med i forløbet, og det har været rigtig godt at få snakket om det med andre og med en professionel med viden om misbrug. Min kæreste og jeg har også haft parsamtale med Heidi (behandler og leder af pårørendegruppen, red.), og det har også hjulpet rigtig meget i forhold til at tackle problemet.
Far til søn med et problematisk forbrug af stoffer

Gruppen har været et frirum, hvor jeg har fundet styrke til at være mig selv. Fortælle min families historie og høre de andres. At sætte grænser for, hvad jeg vil være med til og sætte krav til min søn. Jeg er blevet mere afklaret, og det har hjulpet hele min familie. Jeg har glædet mig til hver mødegang og synes, det er lidt ærgerligt, at det slutter nu. De andres historier har gjort mig opmærksom på, at vi er mange pårørende, der kæmper.
Mor til søn med et misbrug

Er du pårørende, og har du brug for en snak? Ring på 87 94 75 80

Læs mere om vores tilbud til pårørende