Er jeg afhængig? 4 kvinder fortæller
I podcasten "Er jeg afhængig?" fortæller fire kvinder om deres alkoholproblemer og den skam og ensomhed, de mødte på bunden af flasken.
Skamfølelsen fylder
– Jeg håber, at podcasten vil få kvinder med alkoholproblemer til at opdage, at de ikke er de eneste. Det er så ærgerligt, at vi ikke taler om det, for der er så mange, der har de her problemer. Og det er ikke noget at skamme sig over. Men vi holder først op med at skamme os, når vi taler om det, fortæller Rikke Winther, der står bag podcasten, hvor 4 kvinder fortæller om at have alkoholproblemer inde på livet.
Rikke drak i smug
Rikke Winther kender fra egen krop og sjæl, hvordan skamfølelsen fylder, når man drikker for meget. Og hvordan den kan forhindre, at man søger hjælp. Rikke skammede sig nemlig i årevis over over sit alkoholmisbrug. Hun drak alene og i smug, for hun troede ikke andre kvinder havde alkoholproblemer.
Men da hun begyndte at skrive på Instagram om sin kamp imod dæmonerne i flasken, væltede det ind med beskeder fra kvinder – unge og ældre fra hele landet. Fælles for dem var, at de skammede sig så meget over deres problemer, at de ikke bad om hjælp.
Det inspirerede Rikke til at lave podcasten med støtte fra Alkohol & Samfund. Her har hun interviewet fire kvinder, der alle har haft alkoholproblemer i en kortere eller længere periode af deres liv.
I fire afsnit fortæller de hudløst ærligt om deres vidt forskellige veje ind i – og ud af – alkoholproblemerne.
– Det er alle mulige slags kvinder, og de siger næsten det samme: Skammen, hvis deres misbrug blev kendt af venner og familie, er en kæmpe barriere for at bede om hjælp.
Skal vi hjælpe dig? Læs mere om vores tilbud - du kan bl.a. få gratis, uforpligtende rådgivning
Ræk ud efter hjælpen - for den er der
Med podcasten ønsker Rikke også at fortælle, at der er mange muligheder og veje ud af et alkoholproblem:
– Podcasten viser, at der er nogen at tale med. Der er så mange muligheder og veje ud af alkoholproblemer. Mange tror – ligesom jeg selv gjorde – at der kun findes AA, men der er et væld af muligheder og stor fleksibilitet. Man skal ikke engang være eller blive ædru for at få hjælp. Det vil jeg gerne vise, og det synes jeg, kvinderne i podcasten gør så fint, for de har fundet forskellige veje, der passede til lige netop dem, siger Rikke.
Læs mere og lyt til podcastserien her: "Er jeg afhængig"
Du kan også hente podcasten i din foretrukne podcast-app.