Mange unge tager arbejde i ældreplejen og tjener penge – samtidig med at de udvikler sig personligt. Og der er plads til flere gode kræfter: I Skanderborg Kommune er der mange ledige job på området. Mød Daniel og Kristine, der begge bruger et sabbatår i ældreplejen.
I øjeblikket arbejder 144 unge under 25 år som ufaglærte medhjælpere i ældreplejen i Skanderborg Kommune.
Sammen med det uddannede personale løser de en meget vigtig samfundsopgave.
En af de unge, der gerne vil gøre en forskel, er 20-årige Kristine Vinter Skov Andersen fra Skanderborg. Hun har arbejdet på Plejecenter Dagmargården siden august 2021.
- Min storebror arbejdede i hjemmeplejen i sit sabbatår og var rigtigt glad for det. Jeg arbejdede egentlig i butik, men så skiftede jeg til Dagmargården, og det er jeg mega glad for. Jeg bliver udfordret på mange måder, og der sker noget nyt hver dag, siger Kristine.
Arbejdsopgaverne omfatter blandt andet at hjælpe beboerne op om morgenen, servere mad, give medicin og følge dem til aktiviteter f.eks. træning, banko eller sang.
En af opgaverne er også hjælpe beboerne med personlig pleje – noget mange har en misforstået opfattelse af.
- Det er selvfølgelig grænseoverskridende de første gange, man skal vaske en beboer eller hjælpe ham eller hende på toilettet, men det er slet ikke, som nogle forestiller sig. Det er mennesker, vi arbejder med, og det betyder, at der er masser af snak, grin og gode historier bl.a. om Skanderborg før i tiden. En af beboerne har boet i samme hus som mig, og det har vi snakket meget om, siger Kristine
Sjovt og meningsfyldt
21-årige Daniel Schjødt Johansen fra Stilling arbejder også på Dagmargården. Han har arbejdet der siden januar 2021, dog afbrudt af fire måneders værnepligt.
- Det bedste ved arbejdet er hyggen generelt. Aktiviteterne giver de ældre glæde, og det er dejligt at give noget til dem. Jeg arbejdede tidligere i et supermarked, og det var de samme slags papkasser, jeg åbnede dag ud og dag ind. Det er sjovt, meningsfyldt og godt for CV’et at arbejde i ældreplejen, siger Daniel.
Han har ikke lagt sig fast på, hvad han skal arbejde med, når han bliver ”voksen”, men arbejdet på Dagmargården har givet ham et nyt perspektiv.
- Jeg har fået øjnene op for at arbejde med mennesker – og hvor meget det giver personligt. Det er fedt at gå på arbejde og gøre en forskel, siger Daniel.
Meldingen er den samme fra Kristine Vinter Skov Andersen:
- Jeg har ikke fortrudt, at jeg søgte ind i ældreplejen. Tværtimod. Jeg har besluttet mig til at blive her et år længere, inden jeg skal ud og rejse jorden rundt.