januar 2020

Sådan hjælper professionel alkoholbehandling dig

Alle kan havne i en situation, hvor man drikker for meget. Det vigtige er, hvad du gør ved det. Og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dig.

Du definerer selv dine mål – vi hjælper dig med at nå dem

Hos os sætter du selv dine mål for, hvad din behandling skal resultere i – uanset om det er at mindske dit indtag og få et kontrolleret forhold til alkohol eller helt stoppe med at drikke. Vi hjælper dig med at nå dine mål.

Vi følger ikke en fast skabelon, men tager udgangspunkt i din aktuelle situation og skræddersyer behandlingen, så den passer til dig, og hvor du er i dit liv. Vi ved, det giver det bedste resultat, for vi har hjulpet mange andre i samme situation. 

Professionel behandling, du kan have tillid til

Det første skridt er ofte det største skridt. Når du er klar, vil du blive mødt af professionelle, erfarne behandlere på Skanderborg Rusmiddelcenter, der er parate til at hjælpe dig. Vi arbejder ud fra en motiverende og anerkendende tilgang, hvor vi støtter dig hele vejen mod dine mål. Vi møder dig med respekt, fordi vi ved, at det kræver mod at søge hjælp.

Din behandling vil begynde hurtigst muligt – og senest 14 dage efter, at du har henvendt dig til Skanderborg Rusmiddelcenter. Selve forløbet tilrettelægger vi i samarbejde med dig. Efter de indledende samtaler vil det så vidt muligt være den samme behandler, du møder i dit forløb.

Behandling mens du passer dit arbejde og bor hjemme

Alle behandlingsforløb på Skanderborg Rusmiddelcenter er gratis. Behandlingen foregår ambulant, hvilket betyder, at du bor hjemme, mens du er i behandling.
 
Typisk har du mellem 12 og 24 samtaler i forbindelse med et forløb. En samtale tager som udgangspunkt 45 minutter. I begyndelsen af behandlingsforløbet har vi typisk en samtale om ugen. Senere går der måske lidt længere tid i mellem – alt efter dit behov.

Mød Skanderborg Rusmiddelcenter i videoen her.

Behandlingen virker

Efter et behandlingsforløb hos os vil du være afklaret både i forhold til alkohol og dig selv. Du får redskaber til at klare lysten til at drikke, hvis den melder sig til f.eks. festlige anledninger med alkohol på bordet eller til at håndtere de svære følelser, der er forbundet med at give slip på ”trygheden” ved alkoholen.

Kort sagt, med et behandlingsforløb hos Skanderborg Rusmiddelcenter kan du få din livskvalitet tilbage – et liv, hvor det er dig og ikke alkoholen, der er styrende.

Ring til os i dag på tlf. 8794 7580 - og få en uforpligtende snak

Åbningstider