Få hjælpen anonymt

Det kan være svært at erkende, at man har fået problemer med hash eller stoffer som fx kokain og amfetamin. Og mange undgår at søge hjælp af frygt for, at fx en arbejdsgiver eller familien får det at vide. Men den bekymring behøver man ikke længere have.

Nu kan man få gratis hjælp til at håndtere problemer med hash eller andre stoffer uden at blive registreret, dvs. man kan være helt anonym. Det er Skanderborg Kommune, der står bag det nye behandlingstilbud, der bygger på erfaringer fra bl.a. København og Odense.

Her har man haft stor succes med at tilbyde målrettet behandling til såkaldte ressourcestærke danskere, der ikke opfatter sig selv som misbrugere men alligevel har et forbrug, der bekymrer. Og erfaringerne viser, at flere søger hjælp og kommer i behandling, når de ikke skal registreres med navn og cpr-nummer.

- Mange er bekymrede for, om arbejdsgiveren finder ud af det, og de er bange for at miste jobbet eller ryge ud af studiet. I det her tilbud kan de være helt anonyme, siger Christina Bottke, socialudvalgsformand i Skanderborg Kommune.

Det nye behandlingstilbud er især rettet mod studerende og dem, der er i arbejde eller har en anden tæt tilknytning til arbejdsmarkedet. I Odense og København har både direktører, studerende, håndværkere og kontormedarbejdere haft gavn af tilbuddet.

- Det er mennesker, som typisk har en travl hverdag og et ellers velfungerende liv. De bruger måske hash til at slappe af på i hverdagen eller fester med kokain i weekenden. Men deres forbrug har taget overhånd, og det ønsker de at ændre på. Det kan vi hjælpe dem med, fortæller Charlotte Nielsen, afdelingsleder i Skanderborg Rusmiddelcenter, som står for det nye tilbud.

Rådgivningen og behandlingen foregår dog ikke i rusmiddelcentret men i andre lokaler i Skanderborg eller Aarhus og efter normal arbejdstid.

Fakta om det nye behandlingstilbud:

  • Rådgivningen og behandlingen er gratis og anonym, dvs. man bliver ikke registreret nogen steder.
  • Fortrolighed, diskretion og anonymitet er nøgleord. Behandlingen foregår derfor i fysiske rammer, der er adskilt fra andre former for rusmiddelbehandling. I grupperne vil man møde andre i samme situation og en professionel behandler. Man kan også vælge at komme i en gruppe, der mødes i Aarhus.
  • Krav: Man skal bo i Skanderborg Kommune, være fyldt 18 år og være i job, under uddannelse eller have anden tæt tilknytning til arbejdsmarkedet. Og så skal man have et ønske om at reducere eller stoppe et forbrug af hash, kokain eller andre stoffer.
  • Der er ingen krav om henvisning, og man kan starte med det samme. Et forløb varer typisk 8-12 uger.
  • Kontakt: Ring uforpligtende og hør mere om tilbuddet på telefon 2114 8660.

Se mere information om anonym stofbehandling
 

Dato:
12.05.2016